Den sidste rest - pc

• April 29, 2024

"The Last Remnant" er en strategir RPG (med mere af sidstnævnte end den førstnævnte) produceret af Square-Enix ved hjælp af Unreal 3-motoren. Det står som en smule afgang fra almindelige Square-Enix-RPG'er på mange måder, og selvom det har sine attraktioner som et samlet produkt, er det noget skuffende.

TLR spiller som en RPG, bortset fra at hver "enhed" faktisk er en lille gruppe bestående af 1 til 5 personer. Disse "fagforeninger" får ordrer som en gruppe - en fagforening kan tildeles at angribe, bruge magi, helbrede og så videre. Elementet "strategi" kommer ind i det under kamp; fagforeninger, der angriber fjender, vil "deadlock" dem og forhindre dem i at flytte til at angribe andre enheder. En fagforening, der griber ind i en allerede indesluttet enhed med flanken og gør mere skade. Målet er derfor at bruge dine mere magtfulde fagforeninger til at engagere fjender direkte og holde dem ude af banen fra dine støtteforeninger (for eksempel healere og mages).

Selvom dette muligvis lyder enkelt, varierer de ordrer, du kan give dine enheder, baseret på kontekst. Afhængig af enhedsklasse (som påvirkes af handlinger i kamp), får du muligvis ikke de ordrer, du har brug for på det rigtige tidspunkt. Nogle gange kan enheder få besked om at trække sig tilbage - og nogle gange kan de ikke. Du får kun fem ordrer ad gangen, og hvis den du har brug for ikke er på listen til den tur, er der ikke meget du kan gøre undtagen se dine enheder dør.

Spillet behandler oplevelse også usædvanligt; ved at gå i kamp øger dine aktive enheder deres hitpoint osv., men "vind ikke niveauer". Din "kamprang" fungerer som en overordnet statuslinje, men den styrker også fjender, når du går højere. I det væsentlige niveauer spillet dynamisk, hvilket betyder, at medmindre du låser op for nye færdigheder, du ikke rigtig udfører nogen proces ved at kæmpe mod fjender. Spillet fortæller dig ikke rigtig dette; det er noget, du kun lærer ved at henvise til guider eller internettet. Faktisk er det virkelig spillets største problem: Det fortæller dig ikke rigtig, hvordan du spiller det.

Overvej for eksempel det faktum, at du ikke kan give dine allierede ting, medmindre de specifikt beder om dem. Det betyder, at selvom du muligvis har op til 18 personer i din aktive fest, kan du ikke specifikt vælge at give dem våben eller genstande. I stedet vil hver karakter have emner, som de vil bede om (hvis du har dem), samt en liste over komponenter, de vil anmode om for at opgradere deres nuværende våben. På den anden side er komponenterne i sig selv også en kæmpe fejl; nogle af dem kan kun findes på bogstaveligt talt et sted i hele verden, og selv på dette sted er der en lille chance for faktisk at få det (så du måske aldrig engang ved, at det var det sted, medmindre du kiggede på det). Disse slags ting bugner i spillet og kan have indflydelse på dit spil, uden at du nogensinde har nogen grund til at antage det.

Spillets grafik er sandsynligvis det bedste. Som nævnt kan du have op til 18 mennesker på banen ad gangen, og kampe virker virkelig som hektiske melees. Udvalget af soldater, der er til rådighed, er også temmelig forskelligartet, så selv ved at bruge generiske enheder vil du føle, at dit parti har forskellige. Byer har en tendens til at være unikt designet, mens fangehuller føles meget mere generiske og af lav kvalitet. Lyddesignet er anstændigt, men ikke særlig underholdende eller mindeværdig.

Som helhed er The Last Remnant et sjovt spil, men ikke et godt spil. Det er det værd, hvis du vil se slagene, fordi (sjældent for en RPG) er kampen faktisk temmelig sjov og interessant. Imidlertid forhindrer frustrationsfaktoren og mængden af ​​kompleksitet dens værdi som et faktisk spil. Hvad der især bemærkes ved det, er at Xbox 360-versionen af ​​spillet er endnu værre; der blev tilføjet et stort antal forbedringer til pc-versionen, og det er stadig et latterligt rod.

6/10.

Køb den sidste rest fra Amazon.com

Video Instruktioner: Budget PC build - HP ProDesk 600 G1 SFF. Squeezing in 3 hard drives and an SSD (April 2024).