CD-anmeldelse - Green Carnation - The Quiet Offspring

• Kan 5, 2024

Som man kan forvente, når man gennemgår cd'er, støder man oftere på ting, der er --- hvordan skal vi sige --- lidt mangler. Derfor er det mere end en smule overraskende at støde på noget af denne kvalitet. Faktisk er det ligefrem chokerende. Dette er en fremragende cd!

Jeg må tilstå, at jeg aldrig har hørt Green Carnation før, på trods af at dette var deres fjerde udgivelse. Tilsyneladende har nordmændene eksisteret siden 1990, før de splittede af i andre bands, der læste som en hvem er hvem af black / death metal: kejser, Satyricon, Karpaten, i skoven og trail af tårer.

Musikken er af prog-metal-sorten, men den forbliver ikke for langt ind i den ubehandlede ende af tingene, hvor uendelige synth-soloer fanger lyttere i en hvirvel uden tilbagevenden. Det er også en crunchier affære end den gennemsnitlige Dream Theatre output.

I spidsen for projektet er Tchort (alias Terje Vik Schei), der udover at spille guitar også skriver en del af både tekster og musik. Dog skriver de fleste af bandet også, hvilket gør det varieret, men solidt. Opstillingen inkluderer også: Kjetil Nordhus (vokal), Michael Krumins (guitarer), Stein Roger Sordal (bas og guitarer), Kenneth Silden (keyboard) og Anders Kobro (trommer).

Og sangene. Ah ja sangene. Kast dine andre cd'er i skuffen, børn, fordi du ikke spiller noget andet på et stykke tid. Den første sang er titelsnittet, og motorsavgitarerne overraskede mig fra toppen. Lige når de smækker sig i fuld headbanging-tilstand, svæver Kjetil Nordhuss lidenskabelige vokal ind for en interessant sidestilling. Mærkeligt nok fungerer kombinationen med, at ingen af ​​dem lykkes på bekostning af den anden.

"Between The Gentle Small and the Standing Tall" lades ud af porten og er det eneste snit, der står adskilt fra resten med hensyn til dens lige fremadgående tilgang. Det er indtil tre kvartaler igennem, hvor den drømmende vokalgang sænker tempoet et øjeblik.

”Just When You Think It’s Safe” er et løbsk tog uden bremser, fantastisk kor på denne. ”Et sted for mig” starter ydmygt med et filtreret klaver, strenge og en trubadur-stil vokal. Derefter omformes det til en knogleknusende riff, før den vender tilbage til den afslappede vokal. De går med det for et vers eller to og hænger derefter på pilgrimme, vi er ikke færdige endnu. Sangen vender et hjørne og rammer et afsnit, der er så godt, at mine tænder har ondt, før jeg bukker grådigt ud (sangen, ikke mine tænder).

”Det evige øjeblik” er det næste, og det er et af højdepunkterne. Denne lyder som Saga på steroider. Riff minder mig om en hær af kæmpe kakerlakker på marchen. Naturligvis er det bare mig. Koret her er simpelthen sublimt.

Den næste sang, "Purple Door, Pitch Black" er et sonisk mesterværk. Hvis Ja begyndte i dette årti, er det sådan, de ville lyde som. Versene er fremragende og koret… .Jeg har ikke hørt noget lignende på meget tid. For en person, der lever af ord, er jeg næsten stubbet. Hvordan ellers kan du sige fremragende?

"Child's Play - Part 1" lader ørerne simre lidt med en dæmpet vokal og fortryllende melodi. “Dead But Dreaming” svirrer gennem højttalerne med en snarly vokal og en ornery guitar. Hypnotiserende kor på denne.

“Pile of Doubt” kaster et rasende tempo ned ved begyndelsen, skifter gear til nogle vers og endnu et dejligt kor, inden de igen slå ned i hurtigbanen. Frem og tilbage går dette, indtil det rammer et par velsmagende riff.

“When I Was You” er et roligt drømmebillede, der bygger sig ind i en tour-de-force. "Børns leg - del 2" trækker tøjlerne ind for en blid konklusion.

Majestætisk. Magtfulde. Regal. Enestående. Du vælger adjektivet. Fremragende sange, fantastisk vokal og skarp produktion. Ja… det er så godt.

Video Instruktioner: Our Miss Brooks: The Bookie / Stretch Is In Love Again / The Dancer (Kan 2024).